Tre dimensioner ved et godt billede

I denne artikel vil jeg behandle tre vigtige faktorer ved et godt billede: 2D/3D-


komposition, Øjenvandring og Fortælling. Det særlige ved disse faktorer er, at de arbejder på tre uafhængige lag i hjernen. Komposition taler især til balancesansen – altså det autonome nervesystem, som bare skal forholde sig til, om man har det godt eller er ved at vælte. Øjenvandringen taler til hjernens tids- og bevægelsescenter, som også har med planlægning at gøre. Fortællingen taler til vores følelser, hukommelse og analytisk sans. På hvert af disse lag kan man skabe en positiv eller negativ oplevelse for betragteren.

Hvert af disse lag kan bruges for sig selv eller kombineres, for at støtte eller modarbejde hinanden – alt efter, hvad man vil opnå. Netop samspillet (eller mangel på samme) mellem disse faktorer kan være årsagen til, at et ellers velkomponeret billede alligevel er røvkedeligt, for at sige det på godt dansk.

Et hvert foto er en projektion på en 2-dimensionel flade
Når vi fotograferer, bruger vi kameraets sensor til at registrere lys og mørke. Vi forholder os altså til, hvad vi vil indramme, og hvordan det indrammede areal skal fyldes.  Prøv at se nedenstående eksempel: Her er vist en velbalanceret komposition. Vi har trekanten, som etablerer hierarkiet og udgør hovedmotivet. Den er centreret ca. omkring højre tredjedels linie. For at skabe modvægt og afbalancere billedet er der to prikker og en bjælke i venstre side. Øjet glider så at sige ned ad trekantens venstre side og hjælpes så af prikkerne tilbage til toppen af trekanten i en cirkelbevægelse.

Se til sammenligning næste billede. Det indeholder de samme elementer, men her giver billedet kun svage impulser til øjenvandring – billedet bliver statisk...

Jeg vil nu udnytte første komposition til at vise, hvordan de tre lag arbejder uafhængige af hinanden. Billedet med insekterne er komponeret efter fuldstændig samme layout, som første eksempel. Billedet udnytter kun rammens flade dimension, idet insekterne alle kravler i samme plan. (Størrelsesforskellen kommer simpelthen af, at insekterne er forskellige arter.) Der er altså tale om en 2-dimensionel komposition.

Næste billede er ligeledes opbygget over første komposition, men hér udnyttes billedets 3. dimension (dybde). Dette gøres ved at dele rummet op i forgrund, mellemgrund og baggrund. Vi udnytter betragterens viden til at etablere de forskellige elementers størrelse: Hvis et enkelt blad er så stort, må det være tæt på. Hvis et træ er lille, er det langt væk... Læg også mærke til, hvordan græsstrået til venstre sender øjet op til fuglen, og videre tilbage til hovedmotivet (de to store træer). Dette motiv vil kunne forstås af alle mennesker – uanset kulturel baggrund.

Se til sammenligning næste billede: Det er samme komposition, men nu kræves der indblik i vestlig kultur, for at forstå billedets dybere mening.

Også her er forgrund, mellemgrund og baggrund udnyttet til at give kompositionen dybde, men tænk over det. Bilen kunne teoretisk være en legetøjsbil, der lå ved siden af kornakserne... Som en lille variation, er der nu to fugle på himlen. Dermed udnyttes et element fra øjenvandringen til  at antyde, at frieriet ender gunstigt for gommen (og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende)

Helt anderledes står det til med næste eksempel. Igen samme komposition, men fortællingen er langt mere udfordrende, idet den afkræver en stillingtagen af betragteren. Korset i forgrunden skaber en frygt for situationens udfald, mens helikopteren måske er hjælpen, der er på vej...

Men lad os lige se lidt på øjenbevægelse ved næste variation:

Her har er der ændret en smule i de elementer, der skaber øjenbevægelsen. Kornet peger den anden vej, fuglene er adskildte og pigens paraply leder nu øjet ud af billedet. Romantik bliver til tragedie.

Konklusionen er, at komposition, øjenbevægelse og fortælling hver især kan give betragterens hjerne et "rush". De kan bruges uafhængigt eller sammen til at skabe billeder, der giver betragteren oplevelser.  

Komposition giver billedet balance. Øjenbevægelse giver billedet tid. Fortælling giver betragteren noget at tænke over og tage med sig.

Billedet til venstre er ren komposition og balance.

Billedet med fotografen er øjenvandring mellem fotografen, blomsterne og tilbage via hegnet.

Sidste billede er en historien om distance – en følelse, vi nok alle har oplevet en variant af...

Lidt farveteori

(Med mindre andet er angivet © Jesper Lind Olsen)

Farver er et særdeles stærkt virkemiddel i fotografi. I det følgende indlæg vil jeg derfor gennemgå nogle grundlæggende teorier og vise nogle eksempler på, hvordan de kan bruges effektfuldt. Hér skal der lige nævnes, at denne behandling af farver ikke handler om RGB, men om malerens "malekasse"...

En af Bauhaus' store teoretikere – Johannes Itten – har skrevet en fremragende bog om emnet: " Kunst der Farbe" som jeg vil råde alle til at læse. Udgangspunktet er farvecirklen, der deler farverne op i primær-, sekundær- og tertiærfarver.

De primære farver ses i trekanten i midten. De er rene grundfarver – gul, rød og blå.

Hvis man blander to af disse grundfarver får man en sekundærfarve – f.eks. grøn, violet eller orange. Ved at blande en primær med en sekundær farve opstår en af 6 tertiærfarver – varmgul, mørkeorange, lila, dybblå, turkis eller gulgrøn. Ud fra dette system kan man nu undersøge forskellige kvaliteter og kontraster ved farverne.

Komplimentærkontrast dannes mellem en primærfarve og den sekundærfarve, der står overfor hinanden i cirklen – f.eks. gul og violet. Herunder ses de tre komplimentærkontraster:

Hvis man blander to komplimentære farver, "neutraliserer" de hinanden og danner grå. Dermed kan man bruge komplimentære farver til at opnå et farvet alternativ til sort/hvid...

Komplimentærkontrasten er den stærkeste kontrast, der kan opnås med farver. Det giver mulighed for at fremhæve motivet...

Rosen herunder er helt uden komplimentærkontrast, det skaber ro.

Kvantitetskontrasten går ud på, at hver farve "fylder" forskelligt i forhold til hinanden. Således behøver der ikke være meget gul for at matche f.eks violet eller blå. Gul/violet har den højeste kvantitetskontrast, mens rød/grøn faktisk er lige stærke...

På de to næste billeder kan man se, hvor dominerende et gult element er.

Selv om gul:rød:blå står i forhold 3:6:8 er der visuelt balance mellem farverne.

Denne effekt er udnyttet ved billedet af denne smukke rapsmark. Hér er himmel og mark lige store, men marken har alligevel hovedrollen...

Temperaturkontrast handler om, at de forskellige farver hver har deres egen temperatur, gående fra kold til varm.

Alt efter, hvilken ende af skalaen dominerer vil billedet fremkalde en følelsesmæssig temperatur hos betragteren. Se de to eksempler hérunder:

Kold

Varm

Kvalitetskontrast er den kontrast, der handler om farvernes klarhed og mætning.

Gående fra midten mister de rene farver klarhed ved at der blandes hhv. mere sort eller hvid i dem. Også denne kontrast kan bruges meget effektfuldt – f.eks. til at fremhæve et særligt objekt eller til at vække mere dystre eller afdæmpede følelser. Her følger tre eksempler:

Jævne dæmpede farver skaber ro og fordybelse

Hér bruges den klare farve mod de dæmpede farver til at fremhæve cyklen til et nærmest grafisk niveau.

(Foto gengivet med tilladelse af © Poul Willow Sørensen)

Nogle billeder lægger bare op til at vise glæden ved rene farver!

Lysstyrkekontrast beskæftiger sig med tingenes indbyrdes lysstyrke. Denne kontrast er naturligvis mest udpræget i sort/hvid-fotografi, men spiller en vigtig rolle i alle billeder.

Skemaet illustrerer tydeligt, at sort og især hvid kan bemægtige sig opmærksomheden i et billede. Lyse passager opleves som nære, mens mørke træder i baggrunden.

Ofte er man nødt til at dæmpe lyse passager i baggrunden, for at de ikke skal tage opmærksomheden fra hovedmotivet. I dette billede har jeg dæmpet den lyse flade i højre nedre hjørne (ved skoletaskerne).

Naturligvis virker lysstyrkekontrasten også i farvefotos...

Balanceret komposition

(Med mindre andet er angivet © Jesper Lind Olsen)

Øjet er enormt sensibel i forhold til vandret og lodret ballance.

Det hænger det sammen med vores balancesans (læs mere om det i  indlæget om synlige linier).

Dette gælder også kompositioner, der ikke indeholder linier eller lige flader. Hér skaber de forskellige billedelementers indbyrdes størrelse og betydning en form for balance – se illustrationen foroven. Man kan forestille sig en vippe, hvor de forskellige elementer anbringes i passende afstand fra midten, så vippen balancerer. Jo mindre et element er, des længere fra midten skal det være. Hér er det ikke kun selve størrelsen, der er afgørende, men også lysstyrken og andre faktorer.

I dette eksempel har de to elementer samme farve, så hér er det kun arealet, der gør udslaget.

Ved frugtskålen spiller farvernes lysstyrke også ind i ballancen. Bananernes store flade skal have en modvægt i form af mirabellerne, men p.g.a guls styrke behøver modvægten ikke være særlig stor...

Balance er særlig vigtig i landskabsbilleder, da disse ofte indeholder diagonaler og flader af skiftende farve.

(Foto gengivet med tilladelse af © Poul Willow Sørensen)

Herunder er endnu et strålende eksempel på balance. 

(Foto gengivet med tilladelse af © Poul Willow Sørensen)

Når man skal udmåle balancen spiller det tomme rum også ind i overvejelserne – se eksemplet herunder. Læg også mærke til det blå joystick, som leder øjet over på den blå trøje...

Generelt om billedkomposition

(Med mindre andet er angivet © Jesper Lind Olsen)

Billedkomposition handler om, hvordan et billede opbygges, så det præsenterer sit motiv på den stærkeste måde. Et godt billedet komponeres på en måde, så øjet ledes til det, som kunstneren vil fortælle med billedet. Det gøres nemmest ved at arrangere billedets elementer, så det opnår orden, balance og klarhed, men som med alle kunstformer er regler til for at brydes. (wikipedia)

Motiv er det et billede eller fotografi forestiller. Motivet kan enten være en konkret scene, situation eller genstand eller noget mere abstrakt, som f.eks en følelse, en fortælling, en metafor eller en stillingtagen til seneriet m.m. Begrebet motiv er nært beslægtet med motivation – altså det, der motiverede kunstneren til at skabe netop dette billede.

I forhold til kompositionslære går vi ud fra, at kunstneren forholder sig til et ”publikum” eller en betragter, der altså ikke er kunstneren selv. For at billedet skal være relevant, har dette publikum ”krav” på, at kunne genkende motivet (motivationen) bag billedet i en eller anden grad.

Udfordringen for kunstneren ligger derfor i, at skabe et hierarki mellem det, der er motiv og det, der er sekundært (baggrund/kontekst) i billedet. Det handler med andre ord om, at lede betragterens øje rundt i billedet, så det bliver klart, hvad der er vigtigt og hvad der er supplerende information.
 

Her følger en liste af klassiske tricks til at opnå orden, balance og klarhed:

Simplificering

• Beskæring
• Farvebegrænsning
• Reduktion af elementer

Billedhirarki

• Motivets forhold til baggrunden
• Farveforskel
• Dybdeskarphed
• Lysstyrkeforskel
• Størrelsesforskel
• Volumenforskel

Udnyttelse af linier, flader og proportioner i billedet

• Trekantskomposition
• Perspektivlinier
• Symmetri/asymmetri
• Tredjedele/gyldent snit
• Cirkelkomposition
• Buer og s-kurver
• Indramning

Undtagelser fra regelmæssigheder (mønstre/rytmer)

• Farveafvigelse
• Afvigende placering
• Alternativ vinkel

Hierarki

(Med mindre andet er angivet © Jesper Lind Olsen)

Hierarki stammer fra græsk og betegner et system til at rangordne og organisere ting. I et hvert godt foto bør der være et klart hierarki – d.v.s. at billedets komposition på en eller anden måde skal hjælpe betragteren ind i billedets elementer i en ordnet rækkefølge. Jo mere kompleks et billede er, des vigtigere er hierarkiet rent forståelsesmæssigt.

Billedet med de fem nektariner mangler hierarki. Øjet ser frem frugter og er færdig med billedet – én, to, mange...

Prøv til sammenligning at se næste billede – her er der sørget for et tydeligt hierarki – øjet vandrer frem og tilbage, fordi det søger efter sammenhæng mellem hovedmotivet og konteksten (de fire andre nektariner).

Selv på simple billeder kan hierarki bidrage til at øge æstetikken og underholdningsværdien. Til sammenligning med første billede, er der nu skabt et tydeligere hierarki mellem motiv og baggrund. Den store tomme flade til venstre bliver til et undermotiv og øjet vandrer frem og tilbage mellem de to motiver... 

Som de efterfølgende eksempler viser, kan hierarki skabes på mange måder:

Afvigelse i farven

Afvigelse i type

 Kategoriskift

Brud med det forventede

 Gruppering

Symbolik og guidende linier

 Beskæring

 Negativt rum

Fokus og dybdeskarphed

Belysning

Mange af de viste principper finder vi anvendt i landskabsbilleder m.m.

Størrelsesforskel

Undtagelse i rytme